Gladsaxes frivillighjælp bor i Bagsværd

De Frivilliges Hus i Bagsværd hjælper frivillige foreninger med lokaler og gode råd om, hvordan man bliver frivillig og starter eller driver sin egen forening.

Fire ud af ti danskere i alle aldre laver ulønnet frivilligt arbejde, i gennemsnit i 15 timer om måneden. Det gør de som hjælpetræner i den lokale fodboldklub, it-hjælper på biblioteket, frivillig studievært på lokalradioen, eller på væresteder for socialt udsatte og i selvhjælpsgrupper for pårørende til demente.

De fleste bliver frivillige, fordi de vil gøre en forskel, og fortsætter på grund af fællesskabet. De er med til at binde samfundet sammen, som et slags mellemled mellem borgerne og det offentlige, når målet er ikke løn, karriere eller CV’et.

Hvem hjælper hjælperne?
Men selv om de fleste vil være frivillige for at hjælpe andre og sætte deres egen dagsordenen, kan man godt selv få brug for en hjælpende hånd til at finde den frivillige aktivitet, som man gerne vil bruge sin fritid på. Eller til at få hjælp til at drive sin frivillige forening.

Og det får man i en hyggelig gammel villa på Taxvej 15 i Bagsværd, hos De Frivilliges Hus, der har været Gladsaxe Kommunes center for frivilligt socialt arbejde i snart 15 år.

Her kan man høre om, hvor og hvordan man kan blive frivillig i Gladsaxe, gratis låne lokaler til møder, aktiviteter eller generalforsamlingen, eller få hjælp og råd til hvordan man driver sin egen forening, søger offentlige midler, eller rekrutterer frivillige. Man kan også få hjælp til at starte sin egen forening eller netværk for eksempelvis arbejdsløse eller lærlinge.

Forældrerådgivning og flygtningehjælp
I løbet af ugen går snakken i de foreninger der bruger huset på alt fra forældrerådgivning, pigenetværk, flygtningehjælp og gældsrådgivning, til hjælp med hverdagsproblemer, seksuelle overgreb, motion og misbrug.

Og langt de fleste af bruger i De Frivilliges Hus er tilfredse med faciliteterne, og den hjælp de får fra personalet til foreningsarbejde, rekruttering af frivillige og PR. ”Huset og de ansatte er imødekommende og hjælpsomme” og ”man føler sig altid velkommen” er typiske bemærkninger fra brugerne i undersøgelsen.

- De Frivilliges Hus er et slags fælles projekt, hvor kommunen lægger hus og midler til, personalet hjælper med viden, råd og alt det praktiske, og de frivillige foreninger så ellers selv kører showet, fortæller frivillighedskoordinator for De Frivilliges Hus, Linda Dybdal Nielsen.

Servicemenu